Det fortælles at Tupala var en mægtig og vis konge, hengiven over for
sine undersåtter, generøs mod brahminer, god mod børn, respektfuld og retfærdig.
En nat hvor han var på jagt,
forlod han sit følge og begav sig alene ind i skoven. Ved daggry nåede han til
en hytte hvor en af de urørlige, en kasteløs, var i ved at garve skindet af en
tyr. Overrasket over at befinde sig på dette sted, som han ikke kendte, ville
han spørge hvilken landsby og provins han befandt sig i, men i det samme fik
han øje på en blændende smuk ung pige. Smilende og yndefuld, og han blev
øjeblikkelig forelsket i hende. Med samme fart, som en pil der skær gennem
luften, glemte han alt: Sit kongerige og sit folk. Han blev behandlet som et længe ventet familiemedlem, der endelig var vendt hjem igen. Han giftede sig med pigen, og med hende fulgte garveriet, dyreholdet og skoven, huset af soltørrede lersten, der skulle repareres efter hvert regnskyl, bøffelflokken, der skulle trækkes på græs om morgenen og hentes hjem igen om aftenen, høsten og monsunen, de grove klæder og senge lavet af reb. Han oplevede den fred der følger en hård dags arbejde og ængstelsen, når regnen udeblev.
Hans kone fødte ham en søn, og en til og en tredje. Han oplevede lykkelige år og år med sorg og sygdom. Hans ældste søn døde, og derefter hans svigerfar, og han overtog hans arbejde som garver. Så fulgte år med knaphed på føde og et med tørke. Så kom år med store oversvømmelser, der skyllede kvæget væk og druknede hans kone. Årene gik og endnu flere fulgte.
En aften faldt han udmattet om i græsmarken og drømte, at han var en retfærdig og god konge, der herskede over et stort kongerige. En nat hvor han var ude at jage, for han vild i skoven og ankom til en hytte, hvor han blev så betaget af en smuk ung pige, at han glemte alt om sit palads og giftede sig med hende, overtog sin svigerfars arbejde som garver efter hans død, mistede sin ældste søn på grund af sygdom, derefter sit kvæg i en oversvømmelse, og siden sin kone. En dag dukkede hans første minister op på hans gårdsplads og kastede sig for fødderne af ham.
- Deres majestæt, vi har ledt overalt efter dem. Vi har gennemsøgt det ganske rige fra nord til syd. Vi har ledt i de yderste provinser og mindste landsbyer, og takket være Gud har vi endelig fundet Dem.
Kongen vendte nu tilbage til hovedstaden eskorteret af livvagter og første minister, og der vågnede han op, forvirret over, at befinde sig i sin seng i paladset.
Det havde været en drøm.
Det hele havde ikke været andet end en drøm, men den havde haft smagen, farverne, lydene, lugtene og charmen ved virkeligheden. Mens han havde sovet, havde han følt sig fuldkommen vågen, nøjagtig som nu.
Hvem var han da i dette øjeblik? En konge i sit palads? Garveren i drømmen? Eller den sovende garver, der drømte at han var konge? Eller måske en helt anden, sovende et eller andet sted i et fjernt univers, som han havde glemt alt om, og som drømte, at han drømte, at han drømte…
Og hvad med hytten i skoven, de urørlige, hans unge kone, hans bøffelflok, den hårde seng, og hans sønner, sygdommene og druknedøden? Var de sidste mange år kun nogen få timer i en nat?
Om morgenen forlod han sit palads i en bærestol båret af fire stærke brahminer. En af dem bar den på så ligeglad og skødesløs en måde, at de bumlede og snublede afsted. Til sidst kunne kongen ikke holde det ud længere. Han lænede sig ud og råbte:
- Hvorfor er du så klodset? Og hvem er du?
- Deres majestæt, jeg er fed og grim og jeg er brahmin, men fortæl mig hvem jeg virkelig er? Og dig, hvem er du? Er du din krop? Er du din fødsel? Hvorfor er du konge? Ved du hvor denne bærestol kommer fra? Hvilken slags træ den er lavet af? Var træet allerede en bærestol i skoven? Og var bomuldsblomsten allerede det tøj du bærer? Luften er overalt, men hvis man blæser lidt af den gennem hullerne i en fløjte, laver den et ’la’ et ’so’ eller et ’re’ og til sidst en melodi. På samme måde er der hverken et ’mig’ eller ’dig’, men kun livets uendelige strømmen.
Da kongen hørte dette mærkede han sit hjerte slå hårdt og højlydt, og blev øjeblikkelig befriet fra illusionen om hvad virkeligheden er.
 |
| Brahma |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar