fredag den 1. februar 2013

Aberne

Af Camilla

Der holder en stor flok aber til lige omkring guesthouset. Jeg har prøvet om jeg kan få et godt billede af dem, men det er ikke lykkedes. De bryder sig ikke om, at man sigter på dem med noget, ikke engang et kamera. Desuden skal jeg ret tæt på for at få et nærbillede og det er jeg ikke meget for. Jeg kan stadig huske hvordan Ronja og jeg blev angrebet af aber ude på svalegangen, på det guesthouse hvor vi boede sidst vi var her - og hvordan jeg i panik skubbede hende til side, for at komme først ind af døren til vores værelse!
  Så jo, jeg har stor respekt for aber! Derfor har vi også en stor bambusstok stående ude på terrassen til at jage dem væk, hvis de bliver for nærgående. Som en konferencier, der annoncerer gæsternes ankomst, støder vi den i gulvet hvorefter de trækker sig, stille og roligt, som om de alligevel er på vej videre, mens de sender os et blik, vi tolker noget i retning af:
  - Ja, ja, tag det roligt. Så slap dog af.

Sidst vi var her, var der en abe som blevet ramt af en scooterrickshaw nede på hovedgaden. Jeg ved ikke hvordan det kunne ske, for normalt ser man ikke aber i gaderne. I ledningerne jo, og langs gesimserne og på tagene og udhængene, men ikke nede på selve gaden, med mindre der er tale om de små gader i Gaudolia, men dette var selve hovedgaden.
  Derefter begyndte der at strømme aber til fra alle sider, store flokke af aber, mere end hundrede og normalt ser man aldrig aber i så store grupper. Det var som om alle byens aber kom strømmende til fra alle sider, fra hustage og sidegader og til sidst var hele gaden blokeret af aber der stod uden om den døde. Det var en stor han, en gammel han og for aberne må han have været noget særligt. En leder af en eller anden slags. En abernes Mahatma Ghandi. Trafikken standsede og folk standsede og ventede og undrede sig, men ingen greb ind eller gjorde noget og efter ti minutter forsvandt de. Det var som om de var samledes for at lave en fælles abepuja og tage afsked med den døde. Det var meget mærkeligt og ingen vi talte med havde nogen sinde oplevet noget tilsvarende.

Ja, det kan man så ikke se, men de små
brune klatter oppe på taget er aber.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar