Middelalderbyen

Af Camilla

I takt med at de store badedage på Kumbh melaen i Allahabad slutter, og dagen for Shivarati  nærmer sig, kommer der flere og flere sadhuer og nagababaer til byen. Og muligvis flere end der ellers på grund af vejet, for de sidste par dage har regnen silet ned, og i Allahabad er festivalpladsen efter sigende en stor opkørt mudderpøl.  Der er mere vand i Ganges end der har været længe (på trods af at de har ledt vand fra Yamunafloden ud i den for at der skulle være nok til alle de badende)

 
De mange gule og orange telte breder sig fra ligbrændingspladsen på Harishchandra Ghat til begge sider. Selv oppe i byen, omkring markedspladsen slår de deres telte op. Enkelte steder får man nærmest indtryk af, at en middelalderhær har slået sig ned, og i takt med at teltbyen vokser, opstår der nye chaisteder og improviserede gadekøkkener.

Nu er det ikke kun røgen fra ligbrændingspladsen, der kradser i halsen og får øjnene til at løbe i vand, men også de mange bababål: lerklinede dhoonier, hvor store træstamme, som ingen har ulejliget sig med at kløve, brænder.

  Et af ligbrændernes få privilegier er retten til at sælge det brænde, der bliver tilovers fra ligbrændingerne, men nu hvor nagababaerne og sadhuerne har indtaget flodbredden, gør de krav på det. Det er deres ret som hellige mænd og der er intet ligbrænderne kan gøre for at forhindre det, men de bander over det i krogene.

Akacia er ikke meget for de mange nøgne askeindsmurte nagabaer, som vi nærmest skal løbe spidsrod igennem, fordi de alle sammen vil velsigne os, med pujamaling eller aske, ved at slaske os i hovedet med yakoksehaler, eller fordi de vil ryge en chillum sammen med os.

Her et billede jeg faldt over på nettet,
af Bo (med tøjet og tikkaen i panden)
- og mig helt ude til højre i billedet.