søndag den 17. februar 2013

Under huden

Af Camilla

De sidste par uger har jeg været syg. Samme influenza som Daniel og Bo har ligget brak med, har jeg raget til mig, og småsløj og træt er byen krøbet ind under huden på mig.
   Jeg har fået kvalme afrøgelsen fra templerne, af gadekøterne med deres mider og sår, måden de ligger rullet sammen i den varme aske fra ligbålene og sover.
  Jeg har ikke kunnet holde de spedalske ud, deres manglende fingre og tæer, tiggerkvindernes snavsede sutteflasker, ligene, ikke mindst lugten, den tunge stank af parfume og røgelse, ligbålene.
  Jeg har været træt af restauranterne, af den manglende hygiejne, af den tid det tager dem at tilberede maden, og maden er jeg også blevet træt af: krydderierne og olien og hele det indiske køkken driver af olie og ghee og sukker.
  Jeg har ikke kunnet holde menneskemylderet ud, larmen og infernoet. De unge drenge, der råbende og skrigende er draget gennem gaderne med statuer af gudinden Saraswati, for at smide hende i floden.
 Under hele Saraswatifestivallen har regnen silet ned, en kraftig troperegn, bortset fra at her har været hundekoldt, blæsende og gråt. Gaderne har sejlet. Det har været som at gå igennem åbne kloakker.

Men nu er vejret vendt og mit humør og byen åbner sig igen op. Bo og Daniel er startet til hindi og i går fulgte Akacia og jeg dem hen til læreren, og bagefter spadserede vi hjem langs floden. Vi talte om, at selv om vi går denne strækning stort set hver dag, sker der hele tiden noget mærkeligt og overraskende. Som den anden dag, hvor en inder ville putte nogle mønter i en af tiggerbabaernes tiggerskåle – og så lå der en sammenrullet slange i skålen!
  Da vi gik gennem den mindre ligbrændingsplads (fordi vi var for dovne til at tage omvejen uden om) sagde Akacia:
  - Det der også er så mærkeligt er, at det er så hverdagsagtigt.
  Folk sad og drak te og spiste snacks og spillede kort, eller tog sig en lur, børnene legede – lige op og ned af ligbrændingspladsen. De vaskede tøj og børstede tænder og skrabede den hårde hud af fodsålerne på de ru trappesten, eller de promenerede slentrende forbi ligesom os og kiggede på bålene, som om det var skt. Hans bål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar