City of Light

Af Bo

Varanasi, Kashi, City of Light. En af verdens ældste byer, beboet i måske 5000 år, et helligt sted for hinduer, et sted det er godt at dø, et sted det er godt at tage pilgrimstur til og dyppe sig tre gange i Ganges, Shivas by og 330 millioner andre guders – siger man. Byen med 25.000- 30.000 daglige pilgrimme, med hustlere, mafiadons, lommetyve, saddhuer, brahminer, pujarier på flade borde med paraplyer langs ghatsene. Smalle gyder fyldt med lort og søle, mættende intense dufte af røgelse og pis og æteriske olier, af skrigen og råben og hidsig dytten fra helvedesforagtende motorcykler med hornet i bund, de eneste motoriserede, der kan komme ind i gyderne,  som får børn og oldinge og sanseforvirrede turister til at springe, som kun tager farten af når en 700 kilos tyr står i vejen.

 

I enhver anden indisk by er ligbrændingstederne placeret unden for byen, urene som de er. Men her i Kashi er alt indviet jord. I teorien kunne man brænde dem i gaderne, hvis det skulle være. Men to store brændepladser langs Ganges brænder i døgndrift. Den urgamle Marnikanika Ghat, hvis sceneri er dæmonisk og rammer dybt ind i noget man kender og flygter fra. Og Harichandra ghat hvor omgivelserne er mindre dramatiske, og hvor der nu er bygget et stort  elektrisk krematorie, for de der ikke har råd til brænde. Men der er ingen vej udenom, går man langs Ganges, passerer man direkte igennem dem få meter fra ligbålene. Og fra alle gyder og gader der fører til dem støder man på ligtogene.

 

Og hvorfor gør man det så? Udsætter sig selv for dette bombardement, det konstant kvalmefremkaldende helvede. Dette inferno. Denne sanse konfrontation. De spedalskes afstumpede lemmer, gadebørnene, snyden, svindlen, bedraget, de skøre, de brændende øjne. Hvorfor udsætte sig selv for det? Så tæt på og ikke fra vinduet i en airconditioneret bus.

 

Måske gør man det dybest set af samme grund, som de tusinder af pilgrimme der kommer hertil, for at blive renset. Kashi er ikke kun en konfrontation af sanserne. Den stiller spørgsmål til én hele tiden. Ekstremerne tvinger en til valg. Valg der stiller spørgsmål til en. Hvorfor giver jeg den tigger og ikke den anden. Jamen det var jo en meget mere tiltalende tigger. Men har de ikke begge behov? Og hvem er jeg, at lege gud og dele ud til dem jeg synes trænger eller kan lide. Jeg burde give uden skelen til sympati eller antipati. Ikke diskriminere. Og  sådan smaskes ens reaktioner konstant op i ansigtet på en.

Den store brændeplads på Marnikanika ghat.