Hijra

Af Camilla

 

Nu er Bo og Daniel taget afsted til Kumbh Mela i nabobyen Allahabad, hvor de skal være de næste fem dage. Den tiende, på the most fortunate dato – pga den manglende måne, så vidt jeg har forstået, skal de sammen med, hvad der svarer til hele Danmarks befolkning, ud og bade i de tre hellige floder der løber sammen der.

Imens bliver Akacia og jeg her i Varanasi – hvilket jeg er lidt splittet omkring, for på en måde ville jeg gerne have været til Kumbh Mela, og på en måde er jeg glad for at slippe. Har det lidt som, da vi var børn og udforskede kælderrummene eller spidslofterne, efter at have skræmt hinanden fra vid og sans med historier om alle de der angivelig var blevet myrdet, eller havde hængt sig selv der, og min lillesøster begyndte at græde og ville hjem. For på en måde ville jeg gerne blive og på en måde var jeg virkelig lettet over, at kunne trække mig ud af legen med æren i behold – jeg var jo nødt til at følge hende, ligesom jeg er nødt til at blive her med Akacia.

Men da de var taget afsted , blev jeg alligevel i tvivl (jeg bliver altid i tvivl), Akacia græd og jeg var også ved at tude. Men netop i det øjeblik ringede Robin (tak Robin tak) for at sige, at han kommer til Varanasi i morgen sammen med en flok hijraer, som han er i gang med at lave en dokumentarfilm om/med.

 Og det var så nu jeg burde have Bo ved hånden, til at fortælle jer om hijraerne…

Jeg tror ikke vi har noget der ligner i Danmark: Et tredje køn.

Vi har transkønnede, men det dækker det ikke, for hijraer er mere end transkønnede. En del af dem er tvekønnede, en del af dem er eunukker, eller har et stort ønske om at blive det (og har jeg forstået det rigtigt, står den hijra, som Robin følger over for sådan en operation). 
  Man ser dem især i Delhi og Bombay. Her i Varanasi er de mindre synlige, men de er her, de er overalt i Indien.
   De kommer gående gennem gaderne i flokke på to og tre, mens de klapper i hænderne med høje taktfaste klap, der illustrerer lyden af to kopulerende kroppe, der slår mod hinanden. På denne intimiderende måde tigger de penge af de forbipasserende og forretningsdrivende, af folk i busser og biler, hele tiden med en underliggende trussel om at blotte sig, hvis ikke de får penge. Hvilket i sig selv er skræmmende, men i den gestus ligger også en forbandelse, idet de angiveligt ejer evnen til at slå en mand med impotens og ufrugtbarhed.

I mange Bollywoodfilm er der en scene med syngende og dansende hijraer, eksotiske og yndefulde,

som synger smukt med høje klare kvindestemmer. Det er ikke sådan jeg oplever dem, når de kommer gående i store flokke, på vej til de overdådige bryllupper og barnedåber, der finder sted overalt i byen. Smykkede og sminkede, iklædt deres smukkeste sarier dukker de op, uanmeldt og uinviterede, som den trettende fegudmor, for at velsigne begivenheden. Deres sang og dans er en rituel bøn om frugtbarhed for brudgommen eller det nyfødte barn, og deres optræden seksuelt udfordrende. Et overlagt forsøg på at forstyrre selskabets sømmelighed, med den underforståede trussel, at de – hvis ikke de får en passende betaling - vil eskalere og gå til yderligheder med deres upassende adfærd.

Sidst vi var i Indien, så Daniel og jeg en nøgen hijra. Vi kom kørende i en cykelrickshaw og vi stirrede selvfølgelig, fordi vi troede, det var en kvinde, fordi vi aldrig har set en nøgen kvinde i Indien, ikke engang på stranden og dette var ikke stranden. Hun så ikke gal ud, men hvordan ser galskab ud, og et nøgent menneske midt på gaden, ved højlys dag, i en kultur hvor nøgenhed ikke er en norm, endsige tilladt offentligt, er vel ikke normalt. Hun gik hen til en af de offentlige vandposte og vaskede sit skaldede hoved og da hun rejste sig op med vandet drivende af ned over brysterne, så vi at det ikke var en kvinde men en hijra. Jeg vidste selvfølgelig at de var eunukker, at en del af dem var eunukker, men det chokerende mig alligevel. Det overraskende syn af de manglende kønsdele. Så vidt jeg kunne se var der ingenting, ikke engang et ar. Men det hele varede ikke meget mere end et halvt minut, så havde vi passeret hende og øjeblikket var ovre.

Det var derefter vi opsøgte dem Bo og jeg… og lavede en stribe interview, som research til min bog. Men det er en bog der handler om en mand der skal dø – og jeg tror desværre, at hijraerne er en darling! De har intet med min historie at gøre, ingen rimelig grund til at være der, selv om jeg gør hvad jeg kan for at snige dem ind af bagdøren, vel vidende at de sandsynligvis vil  blive bortredigeret som noget af det første.

Her et billede af en hijra, som Ronja tog sidst vi var afsted.