Af Camilla
Det vil sige, at vi for at komme ud, skal ud i gaderne og nogen gange har man lyst til at være ude, uden hele tiden at skulle forholde sig til andre. Til gadehandlere og hustlerne med deres slimede gollumstemmer: you want hashis Madame, cocaine, heroine, boysss? Til tiggerne og de skøre, til braminerpræsterne og deres blessings, massørerne: you want massage Madame? Bådmændene – boat boat you want boat?
Nogen gange vil man bare gerne have lov til at gå i fred. Men det kræver, at vi søger væk fra det område vi bor i til andre kvarterer i byen, hvor der er færre pilgrimme og turister. Eller at man går med en hvis målrettethed, undviger øjenkontakt og overhører de, der ikke forstår et vink med en vognstang.
Så lige nu savner jeg Vishnus Guesthouses tagterasse, eller Ganpatti Guesthouses - et sted hvor man kan sidde i fred og se ned over floden og ghatsene og på en hvis afstand - og som man ikke skal ud af døren for at komme hen til.
Bo er blevet syg, og nu må jeg sige, at dette rum er et dystert rum at
være syg i – mørkt og koldt. Daniel kan slet ikke holde det ud, han bliver
grebet af rastløshed, af følelsen af at det hele er meningsløst. Sådan har jeg
det ikke, men jeg har hjemve. Er træt af at rejse, ærgrer mig over at vi blev
enige om i fire måneder, for det er lang tid. For lang tid synes jeg. Tre ville
have været passende. Kan næsten ikke overskue, at vi skal være her to måneder
mere.
Nu hvor Bo er syg og sat helt
ud af spillet, går det op for mig, hvor meget hans gejst betyder, hans overskud
og glæde ved at være her, ved at være væk hjemmefra. Om fire dage tager han og
Daniel til Kumbh Mela, og jeg håber han bliver rask inden. Han er på penicillin
nu – for at få banket den halsbetændelse eller hvad det er han render rundt med
til jorden. Det var lettere da Daniel var syg, fordi det andet rum, på Vishnu
Guesthouse, ulækkert som det var, var lyst og med en tagterassen direkte
udenfor. Her er tagterassen oppe på taget, og den åbner først kl. 2 – indtil da
er den tom og temmelig trist og fyldt med aber. Det vil sige, at vi for at komme ud, skal ud i gaderne og nogen gange har man lyst til at være ude, uden hele tiden at skulle forholde sig til andre. Til gadehandlere og hustlerne med deres slimede gollumstemmer: you want hashis Madame, cocaine, heroine, boysss? Til tiggerne og de skøre, til braminerpræsterne og deres blessings, massørerne: you want massage Madame? Bådmændene – boat boat you want boat?
Nogen gange vil man bare gerne have lov til at gå i fred. Men det kræver, at vi søger væk fra det område vi bor i til andre kvarterer i byen, hvor der er færre pilgrimme og turister. Eller at man går med en hvis målrettethed, undviger øjenkontakt og overhører de, der ikke forstår et vink med en vognstang.
Så lige nu savner jeg Vishnus Guesthouses tagterasse, eller Ganpatti Guesthouses - et sted hvor man kan sidde i fred og se ned over floden og ghatsene og på en hvis afstand - og som man ikke skal ud af døren for at komme hen til.
Terassen på Ganpatti Guesthouse. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar