Karma

Af Camilla

I aftes, da jeg var på vej op ad trappen til guesthouset fra flodbredden, fik jeg øje på en ugleunge, der lå og trykkede sig sammen i et hjørne mellem trappestenene. En af de fugle som turister og pilgrimme betaler for at sætte fri for at forbedre deres karma. Hvis jeg havde været barn, ville jeg have taget den hjem og opfostret den på gennemtygget franskbrød og drømt om den dag, hvor jeg ville komme i skole med en ugle på skulderen. Nu derimod, var jeg ikke engang i stand til at dreje halsen om på den, men lod den ligge til hundene eller aberne eller gadebørnene, hvem der nu først fik fat på den.
  Men senere fik jeg det dårligt over den ugle, så dårligt, at jeg gik ned for at samle den op, hvilket var fuldstændig åndssvagt. Den var for lille og skravlet til at overleve, og jeg var helt lettet, da jeg kom ned og så, at den var væk, for var en langsom død i en papkasse på vores værelse at foretrække, frem for at blive ædt af en abe eller en hund? Hvis aber overhovedet æder ugler, hvilket jeg er temmelig sikker på de gør. For hvis de spiser små stribede egern (hvilket jeg ikke har set, men det er vel derfor de jagter dem) så spiser de vel også ugleunger.
  Jeg ærgrede mig over, at det ikke havde været en due eller en mågeunge, som jeg nok ikke havde haft de samme følelser omkring, hvilket ikke var logisk, for en fugl er vel en fugl?

Jeg kan huske hvor rasende vores amerikanske ven Steven var over den dobbeltmoral der lå i, at man kunne forbedre sin karma, ved at frikøbe en fugl, der var indfanget til netop det formål. Hvordan han overfusede de pilgrimme han så gøre det, for slet ikke at tale om fuglesælgeren. Hans rasende moralprædiken var ikke uden effekt, dels talte han hindi og dels blev han i sin vrede, meget veltalende og hans ønske om at se fuglesælgeren inkarneret som burfugl, fik næsten karakter af en forbandelse.

Vi fortalte ham aldrig, at vi selv på et tidspunkt frikøbte en fugl. Og bare det at vælge hvilken vi skulle redde var vanskeligt, men til sidst valgte vi en kanariefugl fordi den var billigst, og fordi jeg fik Bo overbevist om, at det ikke blev en bedre gerning af, at fuglen var større og mere farvestrålende, med mindre selvfølgelig, at de grønne papegøjer var mere sjældne. Jeg var ikke engang klar over om fuglene var fanget i nærheden af byen, eller om de var fragtet hertil langvejs fra. Om de overhovedet var i stand til at overleve hvis de blev sluppet løs. Jeg syntes ikke at jeg havde set hverken kanariefugle eller grønne papegøjer. Der er duer og skader og ørne og spurve og beostære, men ingen af disse fugle kunne man købe for at sætte fri. De eneste grønne papegøjer jeg havde set, var tamfugle i bambusbure magen til fuglesælgerens.

Den lille kanariefugl sad et øjeblik i min hånd, inden jeg slyngede den op i luften, hvor den forsvandt over floden og ud af syne. Men jeg følte hverken lettelse eller glæde eller godhed ved synet. Ikke anden glæde end den det altid er, at se en fugl flyve hen over himlen.