Her forleden da vi spiste morgenmad på guesthouset som vi
gør hver morgen, faldt vi i snak med en flok gøglere og musikere, som rejste
rundt i Indien og optrådte for gadebørnene i slummen.
Sidst vi var i
Indien, gjorde Daniel det samme. Han var tretten/fjorten år, og sammen med en spansk
flok dannede han en gøglertrup, som tog rundt og optrådte på børnehjemmene, og i
slumbyerne rundt om Varanasi. De havde en dukketeaterforestilling (en abe der
stjal frugt fra en gammel kone) og en af de spanske piger dansede flamingo: Daniel
havde et nummer, hvor han optrådte med at lave poi, nogle gange som ildshow og
nogle gange uden ild. Som afslutning på nummeret - og på forestillingen, havde
han købt en hel masse lange strømper, som han havde fyldt med ris og bundet knude
på: primitive poi som børnene kunne lave poi med efterfølgende.Vi var med ham ude i basaren og købe strømperne, og vi var helt færdige over den lille shopkeepers stenansigt. Ikke en mine fortrak han, mens Daniel vejede den ene sok efter den anden i hånden, og svingede dem over hovedet, før han godkendte dem.
- I got tre daughters, same age, sagde han, da han gav os de indpakkede sokker, som om det forklarede alt. En tør konstatering af at børn er underlige.
De følgende billeder er nogle Ronja tog af børnene, i en af
de slumbyer hvor vi var ude og se Daniel og de andre optræde.
 |
 |
 |
| Skolestuen |
 |
| Her fra et børnehjem hvor de optrådte. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar