Af Camilla
Den del af byen der ligger langs Ganges, er bygget på en skråning. Lange trapper går fra gaderne og torvene ned til til floden og direkte ud i vandet, disse trapper kaldes gaths. Husene langs med flodbredden, er på grund af monsunen, der hvert år får vandet i floden til at stige, bygget med tyve meter høje fundamenter, så det fra floden ser ud som om de begynder i tredje/fjerde sals højde, selv om man fra den anden side går ind i dem direkte fra gaden.
I går passerede Akacia og jeg en ged, der stod på en afsats femten meter oppe på en sådan tidevandsmur. En afsats så smal, at den ikke er meget mere end en ujævnhed. Det var ikke til at se hvordan den var kommet derud, men op kunne den ikke komme, ikke uden hjælp og hvis den faldt ned - og det ville den gøre, hvis ikke nogen kom den til undsætning, ville den brække benene.
En flok mennesker stod og så op på den ynkeligt brægende ged, men ingen gjorde noget for at hjælpe den, heller ikke os, for hvad skulle vi gøre? Inden vi havde fundet et reb (og hvor skulle vi finde det?) ville den efter al sandsynlighed være faldet ned, og hvad skulle vi i øvrigt med et reb? Det forudsatte, at vi kunne komme op over geden, til en af lejlighederne oven over og derfra lirke en løkke ned om halsen på den. Men i så fald ville vi formentlig kvæle den inden vi fik den hevet op.
Den del af byen der ligger langs Ganges, er bygget på en skråning. Lange trapper går fra gaderne og torvene ned til til floden og direkte ud i vandet, disse trapper kaldes gaths. Husene langs med flodbredden, er på grund af monsunen, der hvert år får vandet i floden til at stige, bygget med tyve meter høje fundamenter, så det fra floden ser ud som om de begynder i tredje/fjerde sals højde, selv om man fra den anden side går ind i dem direkte fra gaden.
I går passerede Akacia og jeg en ged, der stod på en afsats femten meter oppe på en sådan tidevandsmur. En afsats så smal, at den ikke er meget mere end en ujævnhed. Det var ikke til at se hvordan den var kommet derud, men op kunne den ikke komme, ikke uden hjælp og hvis den faldt ned - og det ville den gøre, hvis ikke nogen kom den til undsætning, ville den brække benene.
En flok mennesker stod og så op på den ynkeligt brægende ged, men ingen gjorde noget for at hjælpe den, heller ikke os, for hvad skulle vi gøre? Inden vi havde fundet et reb (og hvor skulle vi finde det?) ville den efter al sandsynlighed være faldet ned, og hvad skulle vi i øvrigt med et reb? Det forudsatte, at vi kunne komme op over geden, til en af lejlighederne oven over og derfra lirke en løkke ned om halsen på den. Men i så fald ville vi formentlig kvæle den inden vi fik den hevet op.
Og sådan befinder vi os ustandselig
i situationer, hvor vi er nødt til at træffe et valg, som vi er ude af stand
til at gennemskue konsekvenserne af, og hvis vi undlader at vælge har det også konsekvenser
og det er dybt foruroligende og frustrerende.
 |
| Denne ged kalder Akacia for Elisabeth. Den følges som regel med en anden ged, Laura, som er iført en lysblå småblomstret natkjole med pufærmer. Og de er ikke til at stå for, når de kommer spadserende sammen hen af ghatsene, direkte ud af en Walt Disneyfilm, |
 |
| Det er så Emily (der ligesom de to andre) er opkaldt efter personerne i den bog Akacia læser for tiden - Emily fra Månegården (skrækkelig bog iøvrigt, som hun ind ind imellem tvinger mig til at læse højt af). |
 |
| Og det her er bare et navnløst gedekid. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar