torsdag den 28. februar 2013

Standing baba

Af Camilla

Der er langt flere nagababaer og Sadhuer i byen, end sidst vi var i Varanasi. Men dette års Kumbh Mela er større end dengang, måske den største nogensinde. Vi kom dengang en del hos en ung en ung standing baba, som havde stået op i fire og og skulle stå op i yderligere otte, hvilket han beskrev som en genvej til Gud.
  Vi har prøvet at finde ham blandt de mange babaer, men endnu har vi ikke set ham, selv om vi har set adskillige andre standing babaer. Dengang havde han slået sit telt op i skyggen af det store krematorium på Harishchandra ghat, lige bag ligbrændingspladsen, som blandt babaerne er et meget eftertragtet sted, og det sagde noget om den respekt der var omkring ham, at ingen af de andre babaer gjorde krav på stedet.
  Som symbol på død og genopstandelse var han smurt i aske og ligesom de andre nagababaer var han nøgen, bortset fra et vævet bælte omkring maven. Der opbevarede han sine penge og sin hash, et falmet foto af sin guru, som han uophørligt tænkte på, fordi det er bedre for en åndeligt søgende, at tænke på sin guru, end at tænke på gud. 
  Han stod på et tigerskind, Lord Shivas symbol for magt, foran noget, der mest af alt lignede et gyngestativ med en gynge, hvor han på skift hvilede henholdsvis det ene og det andet ben, og som han kunne læne sig let ind over og på den måde lette vægten på benene. Når han kollapsede, hvilket hovedsagelig skete mens han sov, bandt hans medhjælpere ham fast til gyngen.    
   Da Bo en dag spurgte ham om de smerter, der nødvendigvis må være forbundet med at stå op i så mange år, svarede han:
  - Den fysiske side af livet interesserer mig meget lidt.





 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar