tirsdag den 1. januar 2013

Tilbage i Cochin

Af Camilla

Vi er nu tilbage i Cochin, efter en lang togtur og vi er noget flade. Men det er dejligt at være tilbage igen. Vi bor på samme gamle guesthouse som sidst, med store værelser der vender ud mod en gårdhave med tropiske træer og fugle.

Det har været dejligt at være i Goa, men for Bo og mig er det også dejligt at være tilbage i Indien igen, efter at have ligget i kuvøse i Goa ugevis. Bare det at vågne i toget til larm og kaos og sælgere alle vegne og stanken af pis fra toilettet i mellemgangen var helt rart oven på flere ugers strandliv, selv om Akacia helst ville være blevet. Hun nød at være i Goa, selv om hun savner Ronja og Daniel og kattene og sine klassekammerater. Desværre mødte vi ikke rigtig nogen på hendes alder i Goa som vi havde håbet på, og det er nok tvivlsomt om vi møder nogen på resten af turen. Vi møder ind imellem folk der rejser med små børn, men ingen som rejser med større og det første spørgsmål vi bliver mødt med overalt er da også: jamen hvad med hendes skole?

Heldigvis er her mange katte og geder og ind imellem også en hundehvalp som hun kan kæle med, som for eksempel Tjimbull –hele gadens maskot.





De kinesiske fiskenet. Cochins vartegn.
Hvad Eiffeltårnet er for Paris, er de kinesiske fiskenet for Cochin.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar