Skriveblogblokering

 Af Camilla

Ja, jeg ved det, vi får ikke skrevet tilnærmelsesvis så meget på bloggen som vi gerne ville. Til gengæld får jeg skrevet på romanen, og det er ikke helt nemt at forene de to ting.

    Der er jo det med min hovedperson, at han har kræft og skal dø, og jeg har ikke gjort det nemt for mig selv ved at vælge døden som antagonist, for hvem kan overvinde døden? Det bliver i hvert fald ikke let.

  På den anden side ærgrer det mig altid når hovedpersonen i den bog jeg læser dør, for det er sgu for let (Paul Auster, du af alle burde i hvert fald kunne gøre det bedre end at lade samtlige af dine hovedpersoner dø eller blive sindssyge i sidste kapitel). Det er den nemme slutning.

   Men det eneste der kan redde ham er et mirakel og kan jeg skrive et troværdigt mirakel?      

   Bogen er en selvstændig opfølger på Udflytterne, og trækker tråde tilbage til den, til faderen ikke mindst. Men derud over er der jo også konen og barnet som han har forladt, samt søsteren og moren, som jeg ikke havde tænkt mig at følge alverden op på, men som sniger sig ind af bagdøren. Så der er mange bolde i luften, mange bipersoner og bihistorier, samt hovedhistorien, der som udgangspunkt heller ikke er helt let. Ikke mindst fordi jeg har valgt at køre dele af fortællingen i anden person, som jo kan være fint i et digt, men som er helt umuligt at arbejde med i en roman.

   Desuden foregår bogen i Indien, i Varanasi og jeg ved så ynkelig lidt om Indien og hinduismen, om kulturen og religionen, jeg ved ikke en skid, og alligevel har jeg ladet min person tage hertil og ind imellem forekommer det mig, at være både naivt og arrogant på samme tid.

Ellers går dagene derud af og jeg har det som om vi har været væk i månedsvis. Vi er tilbage i Cochin og det er en dejlig by. Minder om Cuba, siger folk der har været der, men vemodigt også fordi mange af husene får lov til at forfalde. Firehundrede år gamle huse, vildt smukke, med metertykke vægge, firlængede og med åbne gårdhaver i midten og verandaer hele vejen rundt på indersiden ud til gårdhaven. Højloftede, med sprossede vinduer og skodder, og smukke smukke døre.

  En del af husene er renoverede, men hovedparten af dem står ikke til at redde. Flere steder er de allerede faldet sammen og nye indiske middelklasse huse i beton skyder op som paddehatte overalt, hvor der kan klemmes et hus ind. De ligner alle noget der er bygget af en flok skizofrene – og jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg synes det er charmerende eller ucharmerende – måske det sidste i det her tilfælde, fordi de er så meget grimmere og dårligere bygget end de bygninger de erstatter – men som sagt heller ikke helt uden charme, også selv om de er sjusket bygget i dårlige materialer og malet i grelle farver og forfaldne fra den dag de står færdige.

  Bare det at gå rundt i byen er en oplevelse i sig selv, men ud over det er det også overraskende. Som i går hvor Bo tog fejl af døren til toilettet på en restaurant og i stedet kom ind i ejerens privatbolig, hvor - viste det sig - at han opdrættede slørhaler. Et helt rum fyldt med akvarier og bassiner med forskellige fisk. Samt et billede af præmiefisken, en stor slørhale som desværre var død nu, men som havde haft en værdi af 3 lakh ca. 33-35 .000 kr.