Hvid mands byrde

Af Bo

Så blev det tid til at forlade Goa, efter tre uger med god mad, slæbe sig ned på stranden, sove, bade, meditere, et par armsving på stranden, nogen hundrede meters jogging langs vandet. Tilbage under parasollen. ”Tjener en lime soda.”

Vi bestilte en vogn hos Albert til at køre os til toget. Jeg var forbi flere gange i løbet af dagen, snakkede med Alberts bror  ”18.30 Ok. Plenty of time”, Ja for vi vil gerne være i god tid, så vi kan finde perronen og hvilken vogn vi skal være i. Indiske toge er kilometer lange. Forbi Albert kone Sandra, samme snak ”Ja, for vi vil gerne være der i god tid”. Sandra vipper med hovedet ”18.30 så er I i god tid”.

 
Rolig dag masser af tid. Hen og spise en sidste gang på Dunes, slentre gennem Mandreem. Pakke det sidste. Ned og sige farvel til vores værter. Stille bagagen hos D’Souzas, over og sige farvel i O’Saibas minimarked. ”Ja, ja, vi kommer igen, selvfølgelig, næste år.” Slentre, slentre over gaden igen, der er masser af tid, farvel til Albert og Sandra, bagagen ind i bilen og afsted, on the road again.

   Alberts chauffør starter hårdt ud, overhaler cykler, overhaler scootere, motorcykler, køer, biler, igennem hårnålesving, hornet i bund, gennem landsbyer, børn, gamle, springer til side, uden om turister på scootere, de farligste, alt for langt ude på kørebanen, slingrende. Han ser bekymret ud.

   ”Sunday, much traffic. Jam”, siger han.

   ”Don’t worry, shanti, shanti,” siger jeg. Det er Indien. Go with the flow. Tingene har det med at gå op i den sidste ende her. Men så bliver jeg alligevel bekymret.

   ”How long time to the railwaystation?"

   ”Minimum two hours”, siger han.

   ”Sig mig tog det ikke kun en time at køre her til?” siger jeg til Camilla, Hun kan ikke huske det og jeg heller ikke, lag på lag, af skemaer og faste tider og ting der hele tiden skal nås, er stille og roligt skyllet ud i Det Arabiske Hav, og det har også været meningen, en del af det at være her, der skal renses ud, gøres hovedrent. Men jeg må give chaufføren ret, der er meget trafik, biler stoppet med familier i stiveste søndagsdress, scootere med hele familien: mor, svigermor, to børn på, en foran mellem fars ben, en anden klemt sammen mellem de andre. Kærestepar på scooter og motorcykler, med pigen siddende sidelæns bagpå med sari og dupatta flagrende omkring sig.

   ”Hvad fanden har Albert tænkt på,” siger jeg. ”Jeg har været forbi flere gange og sagt vi skulle være i god tid”. Forbandede indere og deres tidsopfattelse. Den lineære tænkning har aldrig været deres stærke side.

   Aggressionen bobler. Jeg har lyst til at rase og regere og råbe som en gal. Jeg har brugt tre uger på at skrælle lag på lag af: tidsskemaerne, trivialiteten, rutinen, den daglige orm der gnaver utilfreds løs et eller andet sted i baghovedet. Jeg havde jo vasket det hele ud i havet. Jeg elskede at være her. Elskede kaosset. Følelsen af at det skal nok gå alt sammen. Flowet. Hvordan når alt er gået i hårdknude så løser sig alligevel. Trafikken er et fantastisk sindbillede på den tilstand. Den fungerer imod alle naturlove. Mætningspunktet er nået for længst. Den burde stå fuldkommen stille, men ligesom den er gået fuldkommen i stå, løser den op og flyder af sted igen. ”Nu har jeg altså lyst til meget hurtigt at blive meget vesterlandsk”, hvæser jeg til Camilla.

   “No angry sir”, siger chaufføren, “No problem.We will reach”.

   Jeg ser på klokken, på speedometeret og efter skilte til Madgaon, der selvfølgelig viser noget forskelligt, der har lige stået 19 km, men nu står der fandme 36, de er fuldkommen håbløse. Chaufføren racer af sted. ”I take shortcut,” siger han og ud ad små snoede veje går det, gennem små landsbyer. Endelig når vi Panjim, hovedstaden, og alt spidser til. Fra alle veje har alle der overhovedet har noget at køre på i Goa, besluttet, at i dag, her dagen før nytår, skal de alle til Panjim. Vi sidder fast. Fuldkommen håbløst fast. Jeg har ellers haft et løbende regnskab i hovedet, kigget på ur, talt kilometer, set på farten, der sørme nogen gange sneg sig op på 60 km, og regnet ud, at hvis vi kunne holde den fart hele vejen til Madgaon, så kunne vi måske lige nøjagtig nå det, hvis vi sprang ud af bilen og fik fat i en af de røde kulier, der er på alle indiske togstationerne og som er kendt for deres aggressivitet og for at have hundredvis af togplaner i hovedet. For at vide nøjagtig hvor din vogn vil holde, og som kan mase sig igennem den værste menneskemængde, belæsset med flere hundrede kilo på hovedet.  Men nu var det for sent, Det her var umuligt. Vi bliver nok nødt til at overnatte her, siger vi til Akacia, og måske nytår med, alt er booket. Togene er reserveret de næste mange dage. ”Hvis vi ikke når det, så får han får fandme lov til at køre os hele vejen”, jeg nikker mod chaufføren. ”No mercy”.

   Det hele ramler. Alt det der skulle ryddes ud i. Jeg var ellers lige ved at blive et rigtigt godt menneske. Ja, på mange måder faktisk bedre end så mange andre. Jeg havde blandt andet besluttet mig for, nu hvor jeg var i vegetarlandet over alle vegetarlande, at leve fire måneder som vegetar, undtagen langs kysten hvor jeg kunne supplere med fisk. Det virkede. Jeg blev hurtigt og mærkbart dag for dag et bedre menneske. Det sikre tegn fik jeg ved sidste måltid inden afrejsen, da der ved bordet ved siden af, blev båret en sizzling steak ind, der indhyllede nærmeste borde i røg. Jeg blev syg, fik kvalme, skulle kaste op. Det var som at sidde i røgen fra et krematorium. Hvordan kunne nogen spise lig? I hvert fald ikke jeg.

   Endelig når vi Madgaon. Jeg er helt oppe på tæerne. Der er fem minutter til togafgang. Chaufføren overhaler. Zig zagger. Dytter. Jeg bander, kigger på uret. ”How far?” Over broer, under broer og endelig togstationen. To minutter til togafgang. Vi flår bagagen ud. Ingen kulier selvfølgelig, når man har brug for det. Andre gange må man nærmest kæmpe med dem for at få lov til at bære sin rygsæk selv. Styrter ind på stationen. Masser af folk. Ingen kontrollører. Løber hen til den nærmeste Biscuit-wallah ”Train Cochin.    What platform?” råber jeg. En drøvtyggende mand, der sidder på en skammel ved boden tager min billet. ”Train number?”Jeg peger. ”Platform number 2.”  Han peger over adskillige spor, hvor der holder et tog. Ned ad perronen, op over en bro, ned på perronen. Mens jeg råber: ”Cochin, Cochin.” ”Next train,” svarer folk. Pyh ha, ro på. Vi nåede det. Og ganske rigtigt få minutter efter kører toget ind på stationen. Vi løber ned langs det alenlange tog og finder vores vogn. Folk stiger af, men det gælder om at være der, nogen gange stopper togene kun få minutter. Endelig, folk er kommet ud. Ind i toget, ned og finde vores sæder og senge.  Vi planter vores bagage. Vi nåede det. Jeg kigger rundt. Toget er tomt. Der er noget galt. Det her er aldrig oplevet i Indien. Et helt tomt tog! I Indien!” Vent lige. Jeg går ud og checker”. Hen til Chai-wallah. “No, no, not this. Train Coming.” Ind efter Camilla og Akacia. Ud med bagagen.

   “I watched you guys and I wondered,” siger en ung fyr. “The train for Cochin leaves in one hour.” Jeg kigger på uret og den forfærdelige, gruopvækkende, skrækkelige sandhed går op for mig. Jeg har taget fejl. Vi har haft masser af tid. Albert har lagt en hel time til køretiden. Mig der altid har check på tiden. ”Det plejer at være mig” siger Camilla. Jeg tager en dyb indånding og en meget lang udånding og et eller andet siver ud af mig. Måske er det alligevel et godt tegn. Måske er der alligevel noget der er skyllet ud i Det Arabiske Hav.

Hvid Mands Byrde

Saa løft en hvid Mands Byrde -
Send ud den bedste Søn -
At tjene andre Racer
For en Landflygtigs Løn;
Hos rådvildt Folk og vilde
At tage tunge Tørn -
En tvær og kuet Stamme
Halvt Djævle og halvt Børn.


Begyndelsen af Kiplings digt fra 1899: Hvid mands byrde.