Tiggerne

Af Camillla

 

Der er turister, der konsekvent undlader at give noget til tiggerne, ud fra den overbevisning, at det er med til at fastholde dem i fattigdom. At de, hvis ingen giver dem penge eller mad, vil blive tvunget til at få sig et arbejde, så de kan forsørge sig selv. Men hvem ansætter en spedalsk? Eller en dreng uden ben på et rullebræt? Eller en kasteløs kvinde med mindreårige børn? Eller den kvinde, vi så i Cochin med knuder over alt. Hendes ene øje var lukket og øjenlåget poppede ud, som om der sad en golfkugle i øjenhulen. Hun tiggede for hvordan skulle hun ellers overleve? Hvem har lyst til ansætte, endsige gifte sig med en kvinde der ser sådan ud?

Så vi giver - til nogen, for det er ikke muligt at give alle. Så kunne vi ikke bestille andet og det ville alligevel ikke være nok. Så vi vælger, og i stedet for at dele sol og vind lige, giver vi til dem vi bedst kan lide. Og vi giver de handicappede, fordi de er så åbenlyst dårligt stillede. Og de hellige mænd, nogle af dem, nogle gange. Og vi giver de spedalske, men kun for at få fred. For at de ikke skal gribe fat i os med deres fingerløse hænder og råbe efter os med skingre anklagende stemmer. I middelalderens Europa skulle de bære klokker, så man kunne høre dem komme, her står de pludselig helt tæt op af en, som noget der er trådt direkte ud af en horrorfilm. Det er en sygdom så forfærdelig, at den fuldstændig overskygger det menneske der bærer den.

I Puri, hvor min mors ashram ligger, kastede jeg engang en mønt ned til en af de spedalske foran templet. Og set i bakspejlet skulle jeg have givet dem alle, eller jeg skulle helt have undladt at give, og givetvis havde jeg givet for meget, for pludselig satte de efter mig. Hundredvis af forkrøblede mennesker, der anråbende rakte deres manglende lemmer frem imod mig, mens de løb og humpede og klamrede sig til den cykelrickshaw, jeg i min desperation sprang op i. Den var åben og rickshawføreren, der var ligeså panisk som jeg råbte af dem, mens han trådte i pedalerne som en gal.

Og så er der dem vi ikke giver. Sigøjnerkvinderne for eksempel, med deres forsømte børn og symbolske sutteflasker, som de vifter os om ansigtet med. Der er noget helt ubærligt ved dem, ved deres professionelle ynkelighed og manglende omsorg for det spædbarn de bærer på armen, som de med en hård bevægelse eller et stød får til at græde inden de passer os op.

Her et billede fra sidst vi var i Varanasi,
af nogle tiggere som blive forbigået.