Her i går kom en dreng hen og rakte mig hånden. Det er vi ude for hver dag og
hver gang er ungerne lige flade af grin over, at der er kulturer hvor man hilser
hinanden på den måde: ved at trykke hinanden i hånden. Men denne dreng lo ikke. I stedet rakte han mig et brev, en introduktionsskrivelse fra en kirkelig organisation, der fortalte at han var
døvstum, at han desuden skulle forsørge en yngre bror, om den, der
stod med dette brev i hånden ville vise medlidenhed og medmenneskelighed og give
en donation til drengen. Brevet var stemplet med nogle meget officielt udseende
stempler og adskillige mennesker havde allerede sat deres underskrift og skrevet
hvad de havde doneret. Så jeg gjorde det samme, for hvad hvis det var sandt?
En ung pige havde stået og set på
os, og da drengen gik videre sagde hun:
- Han har lige slået sin søster
så hun bløder ud af munden. Hun står derhenne og græder.
- Tror du det var rigtigt, at
han var døvstum? spurgte jeg og hun trak på skuldrene. - Det er ikke til at vide. Det kunne godt
være rigtigt.
Lidt efter sagde hun:
- Sidste år var der en kvinde, der gav sit barn alkohol og sagde til turisterne, at det var sygt, og hun
behøvede penge til medicin til barnet. Der var en læge, der opdagede det og
sagde det til politiet, så de kom og hentede hende.
Senere på dagen kom den lille
døvstumme drengs søster hen til mig. Også hun rakte hånden frem, men nøjedes
ikke med at trykke den, hun kyssede den også, i taknemmelighed over de penge jeg
havde givet hendes bror troede jeg, indtil hun hev et tilsvarende brev frem,
hvori det fremgik, at også hun var døvstum, og hun pegede mod sin mund og kom med nogle uartikulerede lyde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar