Kovalam fortsat

Af Camilla

Det bliver måske ikke helt så nemt at blogge herfra som vi troede. Dels pga. strømafbrydelser, både de officielle, hvor man for at spare på strømmen, afbryder den i forskellige bydele af gangen, og de uofficielle, hvor strømmen (eller netforbindelsen) bare forsvinder. Sidst vi var i Indien gik vi på netcaféer, men nu kan man købe netforbindelse på enkelte restauranter, hvilket er væsentlig lettere og hurtigere – når der er forbindelse vel at mærke.

 Desuden er vi på en turistbadestrand, hvor vi stort set ikke laver andet end at spise og bade, så der er ikke meget at blogge om. Jeg skriver om formiddagen, eller forsøger at skrive, og det er længe siden jeg har gjort det. Tiden op til rejsen er gået med praktiske ting, og oven på Udflytterne og vores forfærdelige vinter sidste år, mens jeg skrev og omskrev det sidste af bogen, har jeg været helt… tom. Hvis ikke jeg havde prøvet det tidligere, ville jeg have tænkt, at det var slut nu. At det var de bøger, og et eller andet sted sidder frygten stadig i mig, for hvad hvis det ikke er en naturlig proces? Hvad hvis det er endegyldigt? Hvad hvis lysten til at skrive aldrig vender tilbage? Hvis kilden er tørret ud og der aldrig mere vil løbe vand til?

Et par måneder efter jeg havde fået Statens Kunstfonds Treårige arbejdslegat mødte jeg en kollega.

  - Hvordan går det?  Spurgte hun, - er du begyndt at skrive igen, eller er du stadig i chokfasen?
Og det var næsten som en åbenbaring. En byrde der blev taget af skuldrene. Chokfasen.
Som en anden kollega sagde (ikke uden misundelse).
  - Det legat er enhver forfatters våde drøm, det er ikke underligt, hvis du har præstationsangst!
Men det er ikke præstationsangst, og det er heller ikke chokfasen. Det er udmattelse. Som når man lige har født et barn og tænker: Det her gør jeg ALDRIG igen. ALDRIG nogen sinde.