Fra Kovalam til Cochin

Af Bo

Efter fem dage på Kovalam Beach tog vi videre til Vakala, der ligesom Kovalam (og Goa) blev opdaget af hippierne i 60erne.
   Varkala består af South Cliff og North Cliff. South Cliff er en flot dramatisk strand, hvor klippen rejser sig 30-40 meter. Stejle trin hugget ud i klippen fører ned til en øde strand, hvor glenter svæver på opvindene og hejrer fisker. North Cliff er en lille halvmåneformet strand, hvor solen bager ned som helvedes forgård, et par stejle trapper fører op på klippen, hvor ”The Strip” ligger med hoteller souvenir og souvenir og souvenir (det samme, det samme, det samme) og restauranter med det samme (multicuisine).

Vi boede på sydstranden, hvorfra der var temmelig langt at gå for at få noget at spise. Vandet blev dybt bare et par meter ude, og gik man i bare til knæene, var enorme bølger og stærk strøm ved at rive en omkuld. Manegeren på det lille hotel, som egentlig var et ok lille sted, blev ved med at hustle os for penge og lavede priserne om. Så vi blev enige om at checke ud. Næste dag tog vi hen til den del af nordstranden, hvor der var lidt lokalkolorit med fiskere og brahminer der lavede puja på stranden og et par små bambusrestauranter i sandet, men ikke meget andet end det, og vi tog en hurtig beslutning. For hvorfor blive en dag til, når det ikke var det rigtige sted. Når vi egentlig ikke var tilpas der?

Så vi fik proppet alt vores bagage ind i en tuk-tuk og tog ind til Varkala Town fire km. væk, hen på togstationen købte en billet til 1½ time senere, spiste noget vegetarmad et lokalt sted og hoppede på toget til Cochin. 4½ times rejse i eftermiddags varmen. Et indisk tog som det nu er, slidt, den stigende i stank af pis fra lokummet i løbet af rejsen. Chaiwallahs, coffiewallahs, snacks- mad- frugt- og vandmænd kommer igennem, og skriger deres varer ud med nasale stemmer, et par krøblinge krabber igennem og tigger penge, et musikerpar på harmonium og sang,  rejsende af alle slags. Kort sagt, det der gør Indien til Indien og som man ikke vil undvære. På en eller anden måde glider alt, på trods af pladsen og hvor mange man er. Vi er bare hoppet på toget uden reservation, men togkonduktøren tildelte os to pladser og en familie overlod os en plads så Camilla og Akacia kunne sidde ved vinduet og se ud.

Sådan ankommer vi i mørket til Ernakulam. Tager en tuk-tuk til færgen, der sejler over til selve Cochin, der har bevaret sin charme, med gamle bygninger, nogen vedligeholdt og andre i meget fremskredet grad af forfald. Man har besluttet (nok på grund af turiststrømmen) at håndhæve et forbud mod høje bygninger, modsat Ernakulams højhus skyline på den anden side af strædet.

Nu bor vi på et lille meget charmerende guest house indrettet i en af de gamle koloniale huse og overvejer næste skridt. Sandsynligvis prøver vi at komme til Goa, hvilket vi ikke havde forestillet os inden vi tog hjemmefra, men Akacia er skuffet over at det ikke er blevet til så meget badning, og at blive slæbt rundt i en gammel charmerende by og suge stemning er nok mere os end hende. Og vi har trods alt heller ikke noget mod mere driverliv på stranden.