Way back then

Af Bo

 

Jeg kom til Goa for første gang sidst i 1970, efter at være rejst over land  fra Danmark. Sammen med Bill, Randy og David, tre amerikanere jeg var stødt ind i flere gange undervejs, lejede jeg et hus på Baga Beach. Nu kan jeg læse i lokalavisen, (The Goan) at det er blevet et center for prostitution. Familien flyttede ud i stalden. Huset lå hvor palmerne begyndte og der var fyldt med sorte grise overalt.

   Lokummet lå i sandet ti meter bag huset , et lille palmebladsdækket das, åbent bagtil med en palmemåtte som dør, indenfor var der to sten ca. 50 cm. høje. Når man nærmede sig kom grisene løbene gennem sandet og masede sig  ind mellem stenene bagfra, den tykkeste og mest dominerende længst inde, når de blev for ivrige og fik løftet trynerne for højt måtte man vende sig og daske dem.
   Huset bestod af et mørkt, varmt rum. Om natten blev jeg vækket af rotter der løb hen over ansigtet, så jeg begyndte at sove på stranden.  Jeg blev ret hurtigt dækket af små røde knopper fra top til tå. Jeg smurte mig ind i tigerbalm inden jeg skulle sove, røg en joint og havde en til liggende klar til i løbet af natten, for i det hele taget at falde i søvn.
   Mine medrejsende mente, jeg havde fået fnat, så det var nok bedst for alle, at jeg blev ved med at sove på stranden, og det gjorde jeg så, rystende af kulde på grund af tigerbalmens kølende virkning, men med den tropiske stjernehimmel over mig og det arabiske hav buldrende ind på stranden. Først senere fandt jeg ud af, at tropiske strande og andre tørre steder, er fyldt med sandfluer hvis bid, når man får nok af dem, slår over i en allergisk reaktion, der forstærker kløen.

Et par år senere kom jeg til Goa igen. Den første dag gik jeg ned ad Vagator Beach, for at lede efter et sted at campe. Vagator var den gang ubebygget, nu består det meste af et resort. Stranden er dramatisk, med mærkelige klippe- og stenformationer ude i vandet. Der var en lille palmebladshytte, hvor man kunne få chai, tørre coconut biscuits og en fish curry med små stribede, farvestrålende fisk, der lignede akvariefisk og som blev fanget i pytterne ude på klipperne.
   Jeg vadede hen ad stranden og kom til at gå lige gennem en camp, der bestod af et palmebladshalvtag med en bålplads foran, og der sad Mads og Ole og Dorthe som jeg kendte hjemmefra.  50-100 meter derfra lidt længere inde og oppe ad bakken, havde en amerikaner bygget en hytte, han skulle rejse næste dag, så den overtog jeg . Udenfor boede et par desmerdyr, det var betryggende med et par gode slangejægere lige uden for døren.
   Hvis vi ikke spiste i det lille chaihus, kogte vi et eller andet sammen over bål. Jeg tror ikke det skete for os, men vi hørte fra andre camps og strande, om en hund der pludselig kunne komme farende og snuppe hele gryden med mad og forsvinde op i bakkerne, indtil en dag nogen fik den forfulgt så langt, at de så den aflevere den til en lille indisk mand, der havde trænet den op.  Selv kragerne var mere sultne dengang. De gjorde dristige udfald og snuppede maden direkte ud af hånden på en. Blanke ting kunne de ikke stå for, skeer, knive, grydelåg af aluminium fløj de med.

På den yderste nok helt ud til havet boede en tysker i total retreat, yoga, meditation, tavshed, han havde ikke talt meget længe, det var et målrettet og seriøst trip han var på. Men lidt efter lidt, hjulpet godt på vej af vores stærke hash, blev han en fast del af slænget under halvtaget og brød sin tavshed. Selv et grin kunne det blive til engang imellem.
  Shivananda, en omvandrende Naga Baba, blev også tiltrukket af vores medicin og mad. Han brokkede sig konstant over den khana de diskede op med i Goa. ”Coconut Only.” Han var en intens mand, der krævede fuld opmærksomhed, ikke noget med at sidde og stene og blive fjern i blikket, når man var sammen med ham, med det samme greb han en i armen og ruskede en med et: ”Mr, Mr” og fortsatte sin lange hjemmebryggede tale sat samme af adskillige indiske sprog inklusive engelske brokker, som selv indere havde svært ved at finde hoved eller hale i.
   Om aftenen blev der fyret op og trommet ud i natten. Shivananda slog og klaprede rytmen på ringene på den ildrager, som er en del af saddhuers religiøse udstyr.

Midt på stranden var der en lille kilde, det eneste sted vi kunne få ferskt vand. Et grønt blad samlede den fine stråle og så kunne man sætte sin lerdunk under og langsomt lade den fylde, mens andre dunke stod klar og blev rykket hen efterhånden, som der blev fyldt op.  Det var også der man kunne vaske sig, når man trængte til at få havsaltet af. En dag gav jeg Shivananda en stor flaske shampoo. Han brugte det meste af dagen på at vaske sine dreadlocks indtil flaske var tom.
   Det syretrip som nogen gav ham, væltede ham overhovedet ikke af pinden. Han fortsatte bare sin talestrøm, men var alligevel imponeret bagefter, over at så lille en pille kunne have så stor effekt. Fremover kaldte han syre ”Little” og viste med brændende øjne det yderste af en finger frem.
   Da vi en dag købte en flaske lokal rom og hældte et par sjusser på ham, døbte han det straks en: ”Double”.  Det var også ham, der var ophavsmand til det fantastiske udtryk en: ”Show money Mister”.  Han ville sidde og vippe med hovedet og sige: ”This show money Mister, no good”.

Efter nogen måneder i Goa hvor der blev varmere dag for dag, begyndte jeg at længes mod Himalayas kølighed. Jeg sagde farvel til Mads og Ole og Dorthe og Shivananda og de andre og rejste ligeså hurtigt jeg kunne over land til Nepal med tog, bus og på taget af lastbiler (det var før det var muligt at tage en flyver rundt).
   Da jeg første dag kom til Katmandu, gik jeg hen over Durbar Square, og der på trinene op til det største tempel, med en chillum i hånden, sad Shivananda og vinkede til mig og råbte:” Mr, Mr, Come, Come.”
   Og det er stadig et under for mig hvordan han kunne være der før mig.