Langt ude i Indien: Om at lede efter hus i Mandreem

Af Bo

Ankommet til Mandreem Goa efter seks år er det rørende at blive modtaget hjerteligt og genkendt. Hos Albert og Sandra D’Souza, hvor vi boede sidst, var der fuldt optaget, men Sandra fandt et lille rum til os omme bagved, hvor vi kunne være for natten. En tur over på den anden side af vejen til O’Saibas minimarked, hvor ejeren Guru straks genkendte os og hilste hjerteligt på.

Næste projekt var at finde et sted med køkken, hvor vi kunne føle os tilpas og være de næste tre uger. Det er noget med at krydse ud og ind mellem palmerne og op til de huse man får øje og råbe ”Hallo, Hallooo,” så dukker der som regel en eller anden op, eller en gammelmor får øje på en og galer et eller andet endnu højere. Det lykkes som regel altid at lave den her øvelse i den værste middagshede, hvor ethvert fornuftigt menneske ellers holder sig indendørs. Udenfor står den hvide Sahib så, svedende med sin vandflaske i hånden og sig: Room! Have you got Room? Så vipper fruen i huset (manden sover, eller er væk på arbejde) fra side til side med hovedet, der i Indien kan betyde både ja og nej. Og siger ”Sorry sir occupied” eller viser en hen til en betonklods, der er bygget bagved, eller lige klods op af deres eget meget køligere traditionelle Goahus med tegltag.

Men de fleste steder er faktisk optaget eller allerede booket her op til jul, og vi vil gerne have måske et par rum og køkken. Første sted var lidt inde i baglandet, stort og OK, men mørkt og med syntetiske plysmøbler, ikke lige det man har lyst til at sidde eller ligge og svede i. Næste mulighed var, Little Nest. De havde en fin lille stuelejlighed, lille opholdsrum, to soveværelser, køkken og bad og en stor veranda. OK, men for tæt på vejen, lidt mørkt og ikke særligt ugenert. Vi overvejede. Sidst vi var her havde Jeppe boet på bagsiden, højere oppe, i en mindre lejlighed , men meget mere ugenert og den ville måske blive ledig og et par dage, så den satsede vi på, og fortsatte med at lede.

Hen igen og checke om aftenen, men nej, lejerne havde besluttet at blive. Næste dag fortsatte jeg med at støve rundt efter morgenmad, og selvfølgelig igen lykkedes det mig at fortsætte langt ind i middagsheden. Meget var lejet ud og andet var ikke lige det vi ledte efter. Så en hurtig beslutning, Little Nest, det måtte være det, det måtte vi kunne leve med de par uger og vi kunne da købe nogen fletmåtter eller klude og hænge for verandaen strategiske steder, så vi kunne skabe en form for privatliv, og værre var det da heller ikke. Hen og hagle og hustle om prisen, få skrabet 200 rps af (et par og tyve kroner) (ja det kommer hurtigt her, der skal pruttes og en krone eller to gør pludselig en forskel). Handlen foregik med konen, der måtte ringe til manden på arbejdet, som igen måtte have sin far i telefonen, før de 200 rps, nedslag kunne bevilges.

Endelig et sted at være, hen og hente tingene, slæbe, svede, sol, gennem landsbyen (hvad det faktisk stadig er) checke ind, smide tingene, hen på restauranten, noget at drikke: watermelon juice og stærk kaffe og så fik Sahib depression, skærende klart så han sig selv placeret tre uger i en indisk forstad, dyt båt fra biler og motorcykler og scootere, plastic überalles og nowhere to hide. Det går ikke, ned med juicen, ned med kaffen, ud igen, spørge, op bag på unge fyres motorcykler, alle kender en eller anden, eller øjner en chance for at score en buck. Umulige steder oven på butikker, eller endnu ikke færdigbygget, der hamres og bores og støbes, finish tomorrow sir, maybe day after, no problem, how much you want to pay? No, no, no. Går den anden vej, endnu en tur bag på motorcykel, tilbage. Sød ung Goa kone, Carmen, siger med mild stemme, ”you want room”. De har alle sammen set ham komme forbi flere gange i løbet af dagen. Om formiddagen venlig og smilende og hilsende, i løbet af dagen med stigende desperat gangart, eller bag på den ene eller anden ungersvends motorcykel, de er ved at være bekymret for ham, han sveder meget, han er helt lyserød efterhånden og hans vandflaske er tom.

Carmen tager mig med om bagved og op på første sal i et betonhus, Angel Gabriel, lavt med jernbindinger stikkende op af betonen på det flade tag, klar til næste etage når pengene er der.
Lejligheden er stor, den største jeg har set, tre rum, køkken, to bad og toiletter. Lys, tre verandaer, ugenert, Indien style of course, men alt i alt OK, 2500 rps., julen nærmer sig, højsæson, men for meget for vores budget. Hvor meget vil I give? spørger Carmen. 1500 rps. siger jeg. Nu må manden konsulteres over telefon. 2000, er det sidste de kan gå med til, jeg går op til 1800, Carmen tør godt sige 1900 uden at involvere manden, men så er det også slut. Jeg går derfra, Endnu flere ture ud og ind mellem palmer, finder et par muligheder, men intet under 2000, sæsonen er kort, det er nu pengene skal tjenes.

Jeg går tilbage til Carmen: OK, vi flytter ind. Men nu skal vi tilbage til Little Nest, og sige vi checker ud, selv om vi lige har booket ind der for tre uger. Jeg stikker dem 1500, de er selvfølgelig sure, men vi holder facaden, jeg undskylder, de siger de er blevet nødt til afvise andre, så nu er de gået glip af en god handel. I’m sorry, I,m sorry, but… but… but…

Men værst af alt, det aller aller værste. De havde en kat. Akacia er sønderknust, hun savner sine katte helt enormt, det er faktiskt det hun savner mest. Hun nægter at snakke, hun nægter at spise. ”Men du må kunne forstå lille skat, at mor og far, osv.”” Hvad med en is, eller en pandekage med nutella”. Intet, intet kan formilde dette svigt.

Om aftenen viser det sig at købmanden (O’Saibas minimarked) har en kat, der villigt lader sig klappe. Idyllen er genoprettet.