Lidt om skriveproces

Af Camilla

Som mange af jer allerede ved, begyndte jeg for flere år siden på en roman om en mand, der havde kræft, og som i angst og afmagt forlod sin kone og sit barn og tog til Indien, til byen Varanasi for at dø.
  Jeg var så heldig at få et legat fra Marienborgpuljen (som netop var blevet oprettet i forbindelse med at man nedlagde en stribe andre legater, og som kun blev uddelt få gange, inden man også nedlagde det).
   For det legat tog jeg til Indien. Bo tog forældreorlov på Akacia (en ordning som i overensstemmelse med tidsånden nu er nedlagt). Vi tog alle tre unger ud af skolen og flyttede til Varanasi, hvor vi boede i nogle måneder og jeg skrev, som jeg aldrig har skrevet før.
  Jeg kom hjem med mange hundrede tætskrevne sider: råtekster, uredigerede kapitler, indtryk, dagbogsnotater og interview, alt sammen skrevet hulter til bulter i en pærevælling, sådan som jeg altid arbejder i opstartsfasen, hvor jeg skriver mig ind på historien og personerne og hvor der endnu ikke er nogen retning og begrænsninger. En fuldstændig fantastisk fase hvor mulighederne er ubegrænsede og vejen ligger bred og åben foran en. Senere snævrer den sig ind, indtil man helt holder op med at vælge, og kun gør det, man er nødt til at gøre.
 
Da vi kom hjem var legatet brugt op. Jeg søgte andre legater, men uden held og de næste år søgte jeg forgæves det ene legat efter det andet i håb om at kunne købe mig tid til at skrive.
  Ind imellem redigerede jeg i det jeg havde skrevet. I weekenderne og om formiddagen (efter at jeg havde været på arbejde en stor del af natten) og det virkede håbløst og urealistisk. Jeg var træt, brugte for lang tid på at læse mig ind på stoffet, havde svært ved at huske hvad det var jeg ville, og i forsøg på at overskue det stof jeg sad med, delte jeg det op.
  Indtil da havde historierne vævet sig ind i hinanden, tilbageblikkene faldt drypvis hele hovedhistorien igennem, men nu splittede jeg dem op. Samlede det der senere skulle blive til Udflytterne i en bog og Indiensdelen i en anden. Jeg havde langt mere stof til Indiensdelen, der var langt mere rodet og uredigeret og uoverskueligt, så derfor valgte jeg at koncentrerede mig om tilbageblikkene og tænkte, at jeg så senere kunne skrive dem ind i bogen igen, når et legat gjorde det muligt, i en længere periode at frikøbe mig den tid jeg havde brug for, til at fordybe mig i stoffet.
  Men da et legat - endelig - efter flere år gjorde det muligt for mig at gå i gang med Indiensdelen, var barndomsdelen så redigeret og færdigformet, at jeg kviede mig ved at skulle splitte den op. Jeg besluttede derfor at lade bogen falde i to dele, og gik i gang med at redigere Indiensdelen. Men i takt med at den begyndte at tage form, blev jeg i tvivl. For var det jeg sad med i virkeligheden to bøger?
  Jeg skrev til min tidligere redaktør Torben Madsen og sagde, at jeg var i tvivl om nogle ting omkring min roman, om han ville læse den? Jeg sagde ikke hvad min tvivl gik på.
  Nogle dage senere ringede han og sagde, at nu havde han læst den. Han var vild med begge dele (måske mest Indiensdelen), eller begge bøger, for han var ikke i tvivl om at det var to bøger. Det var selvfølgelig et valg, der var forfattere skrev romaner der kørte i to spor, og som slap afsted med det, og det ville jeg nok også gøre, hvis jeg valgte at udgive dem samlet: en velskrevet bog tilgiver man meget.
   Min redaktør Louise var heller ikke i tvivl om. Det var to bøger, men modsat Torben, brød hun sig ikke om Indiensdelen. Førstedelen derimod, ville hun gerne udgive som en selvstændig bog, forudsat den blev skrevet om og strammet op.

Når jeg har været ude og holde foredrag, eller er blevet interviewet i forbindelse med Udflytterne er et fast spørgsmål: Er du i gang med en ny bog?

   Og ikke helt i overensstemmelse med sandheden har jeg svaret: Ja.
   For Indiensdelen lå jo stadig der og ventede.
   Men kunne jeg blæse liv i den? Orkede jeg det? Eller skulle jeg slippe den og skrive noget andet. Noget der ikke rev mig op med rode, hver gang jeg satte mig hen til computeren.
   Det er så der jeg står nu. Jeg er gået i gang med at læse mig ind i historien igen, stemningen, rytmen, personerne, fortællerstemmen. Mine noter – fuldstændig uforståelige efter så mange år, for hvad mente jeg med: Katten! - Hvilken kat? Eller ”Sandra ind her” – for hvem fanden er Sandra? Jeg retter lidt, bytter om på afsnit, ordner og sortere og skriver til. Nye noter, lige så uforståelige som de andre, men ikke for mig. Jeg ved præcis hvad jeg mener med ”studenterhue” og det er fedt at mærke hvordan historien langsomt begynder at blive levende og tage form.