legetøjshelikopteren

Af Camilla

En lille dreng passer mig op og forsøger at sælge mig en plastikhelikopter. Et lille grimt stykke discountlegetøj, som jeg hverken vil eje eller have. Men så får jeg medlidenhed med ham og stikker ham nogle småpenge, som han vredt afviser. Han er sælger ikke tigger. Hvis jeg vil give ham noget, kan jeg købe hans lille kamuflagefarvede plastikhelikopter, og i stedet for at gå videre, spørger jeg hvad hans helikopter koster. Han nævner en fuldstændig ublu pris. Et beløb jeg ikke engang i Danmark ville betale for en tilsvarende ting, en latterlig lille dims, som dem man får i trøstepræmie når man fisker badeænder i Tivoli. Jeg ser forbløffet på ham og han halvere sit bud, hvilket ikke gør prisen mindre ublu. Jeg siger hvad jeg vil give og føler ikke, jeg på nogen måde snyder ham. Han kan købe de første tyve plastikdimser for det beløb. Men så tager fanden ved ham og han bliver grebet af en sær stolthed, som jeg kender fra mig selv, når jeg bliver grebet i en løgn. En sær insisteren på, at det jeg siger er sandheden. Med samme vedholdenhed insisterer drengen på den pris han har nævnt. Det er hans absolut sidste bud, og hvis ikke jeg vil betale det, så vil han ikke sælge mig sin plastikhelikopter! Og det er fuldstændig meningsløst, som om jeg havde nogen som helst interesse i hans latterlige legetøj. En irrationel fattigmandsstolthed. Og så køber jeg den alligevel.

Hjemme i lejligheden skyder jeg den lille helikopter op i luften. Den svæver lige så nydeligt gennem værelset ind til den rammer ventilatoren i loftet og splintrer til ubrugelighed.